Cecilies bekendelser som medarbejder i Primark....

Som bekendt er jeg nu en ihærdig Primark medarbejder sammen med Emilie, Emma, Isaac, Sarah, Joanna og Julie.

Tirsdag d. 5. Marts:
Den første dag møder vi vores "kontaktperson" Malle. En yderst dejlig kvinde der griner hysterisk af sine egne jokes. En herlig kvinde! Hun introducerede os hurtigt for Primark og viste os kort rundt i butikken. Det tog ikke længere tid end 30 minutter og så var vi klar til at gå igen. Mit første indtryk var dog at de virkede meget engageret på deres arbejde og alle snakkede om Primark som var det, det bedste job nogensinde. Da der skulle komme nogle topchefer om torsdagen fik vi af vide, at der ville være meget travlt om onsdagen når vi skulle arbejde.

Onsdag d. 6. Marts:
Da vi ankommer sætter vi os op i kantinen, hvor at vi har aftalt at mødes med Malle. De andre medarbejdere  stod og så på os som var vi et helt cirkus, der kom trampende, syngende og dansende igennem butikken. De kiggede på os som var vi væsner de aldrig før havde set. Deres blik hang ved os som klisterpapir og man skulle tro at de ville jagte os med fakler og hvide hætter på hovedet... Stop med at kigge sådan Primark mennesker. Men da vi endelig er nået i sikkerhed i kantinen, så venter vi omkring en time på Malle. Vi bliver delt ud til de forskellige afdelinger og jeg ender i nattøjs/undertøjs afdelingen hos to piger, der kun snakker med hinanden og ikke rigtig mig. Efter en hel arbejdsdag fra 9-17, hvor at jeg bare har tullet rundt med Sarah, så fik vi endelig fri. De havde ikke rigtig brug for os som sådan, vi skulle bare sørge for at tøjet hang i rigtig størrelsesorden.  Vor herre bevares der er mange ansatte. ALT for mange. Efter at vi er kommet har vi taget deres arbejde. De har intet og lave og det har vi heller ikke. Vi havde fri om torsdagen fordi at deres ypperste Primark chefer kom og ville kigge butikken, og hvis at de var rigtig gode ville de få en bette ting og en titel som den bedste butik. Gud forbyde at vi ville spolere deres chancer! 

Fredag d. 7. Marts:
Ja.. Hvad kan jeg sige af nye ting? Vi skulle nu fordeles på ny og Malle havde lavet en lille plan for de næste par gange vi skal være der. Alt var tilrettelagt og klart. Jeg kom nu til at skulle sørge for at tøjet hang i korrekt størrelsesorden og at tøjet lå smukt foldet på bordene, sammen med Emma. Vi fik sågar af vide af vores "leder" at vi bare skulle lade som om at vi lavede noget. Hvis vi nu så at en bette ting lå forkert skulle vi selvfølgelig rette på det, men ellers lave absolut intet... Hold da helt fest hvor var der fart over fæltet på de timer. Jamen de fløj jo ud af døren, som var de jagtet af Fanden selv. 

Tirsdag d. 12. Marts:

Emma og jeg var fanget i den samme afdeling som sidst dog med en ny "leder". Hende her var en lille sød dame der talte stille og roligt til os. Hun sagde (igen) at der ikke var særlig meget at lave, men hun skulle nok finde noget at lave til os. Alt det hun skulle nå på en dag, det går jeg ud fra, nåede Emma og jeg at gøre færdigt inden kl. 12. Så vi gik rundt i en halv time og fik tøjet til at ligge pænt... Efter heftig debat til frokost, blev vi alle enige om at snakke med chefen om vi kunne få tidligere fri så at vi ikke skulle gå rundt og lave ingenting i alle de timer. Det er vildt kavt at de ansatte står og hygegsnkaker hele dagen, fordi at vi laver det eneste man kan lave. De får løn for det her! Så vi stimlede sammen foran chefens kontor og fortalte hvordan landet lå. Hun smilte og sagde at vi selvfølgelig kunne få fri kl. 15, så det har i sandhed været en glædens dag indenfor Primark! To timer før fri er i sandhed en luksus uden lige. Som jeg har sagt tidligere, så har de ALT for mange medarbejdere i forhold til hvor stor biksen er og hvor lidt der er at lave. Hold kæft hvor de hygger dagen lang! De står og hyggesnakker dagen lang. 

Onsdag d. 13. Marts:
Rotering i de departments vi var i før. Jeg skulle nu arbejde med den kære Isaac i mandetøjsafdelingen. Efter en hel dag med ophængning af diverse dyredragter og foldning af tøj, ja så var jeg ret træt. Det eneste der holdte mit humør oppe var at jeg ikke var alene.

Torsdag. 14. Marts:
Isaac..... Hvor fanden blev han af? Jeg stod alene i mandetøjsafdelingen og spejdede efter Isaac, men kom han? Nej. Jeg måtte den første time følge pænt med i hvad de tre Primark medarbejdere snakkede om, ude i baglokalet, mens at jeg pænt sad på en papkasse. Var dog virkelig heldig med at ham jeg skulle arbejde med, var noget så flink. Charlie og jeg skulle arbejde sammen, så jeg var nu reddet fra en dag i kedsomhed! Knægten forlod mig dog den sidste time, så der gik jeg rundt i kedsomhed, mens at jeg foldede tøj sammen der i forvejen var foldet nydeligt....